Always chasing light

Always chasing light

tirsdag den 23. juli 2013

Limfjordsbilleder - Dag 3

Jeppe Aakjær
Turen på vores 3. dag ved Limfjorden går bl.a. til kunstnerparret Nanna og Jeppe Aakjær's hjem Jenle, som ligger meget naturskønt ved Astrup Vig nord for Skive. - Jenle betyder alene eller ensom på jysk, og det var meget betegnende for beliggenheden, da ejendommen blev opført i 1906-1907 af Jeppe Aakjær's bror, som havde en opsparing fra en tid i Amerika. - Jeppe Aakjær og Nanna flyttede ind lige efter deres bryllup i 1907, og de boede mange år til leje, indtil Jeppe Aakjær i 1919 havde økonomi til at overtage den smukke ejendom, som er tegnet af den kendte arkitekt Povl Baumann, som var ven med Nanna Aakjær.

Nanna og Jeppe Aakjær's kunstnerhjem JENLE
JENLE
 Jeppe Aakjær købte på et tidspunkt en mølle af en gårdejer, og fik den flyttet til Jenle. - Da kunstnerparret ofte havde besøg i længere tid af forfatterkolegaen Thøger Larsen, som yndede at sove lidt længe om morgenen, så fik Nanna indrettet et lille værelse øverst i møllen, hvor han kunne være sig selv. Her i møllen skrev Thøger Larsen en af sine kendte fædrelandssange "Danmark nu blunder den lyse nat", som for nogle år siden blev en del af den danske kulturkanon. Han har også skrevet "Du danske sommer jeg elsker dig" og mange andre.
Møllen ved JENLE
Vi var selvfølgelig på en rundvisning i kunstnerhjemmet, hvor meget er bevaret uændret siden Jeppe Aakjær's død i 1930 (Nanna døde i 1962). - Mange af møblerne er lavet af Nanna Aakjær, som var uddannet billedskærer og snedker. - Jeppe Aakjær's arbejdsværelse på 1. sal står helt uændret og bevaret.
Fra arbejdsværelset er der en ubeskrivelig smuk udsigt over Astrup Vig i Limfjorden.

Astrup Vig
Med denne udsigt har Aakjær sikkert skrevet nogle af sine berømte digte, sange og romaner. - Nogle af hans mest kendte ting er nok det sociale digt "Jens Vejmand", "Jeg er Havren", "Ole sad på en knold" og han blev optaget i Kulturministeriets kulturkanon i 2006 med digtet "Aften" ("Stille, hjerte, sol går ned").

Aakjær var en frontkæmper mod social uretfærdighed blandt de dårligst stillede i det danske samfund, landarbejdere, tyende og små husmænd. - Som 20 årig sad han 17 dage i Viborg Arrest på grund af en dom for blasfemi. Han havde holdt en flammende tale om social uretfærdighed og religiøs fordummelse, og da han symbolsk opfordrede underklassen til at rive kirkerne ned, så røg han altså i spjældet.

Aakjær fulgte sine principper, og indrettede et eget værelse med vindue til hver enkelt af de ansatte på JENLE, som også var et landbrug. Dette var bestemt ikke almindeligt for tyende omkring år 1900.

Jeppe Aakjær opnåede at blive en landskendt digter i sin levetid, og ved hans død i 1930 talte bl.a. Stauning ved hans begravelse. Aakjær var fattigmands digter, hvilket også hans digt "Jens Vejmand" tydeligt beskriver. - Aakjær var så populær, at hans kiste kom på en rejse gennem flere jyske byer, hvor store folkemængder tog afsked. Kisten blev sejlet fra Århus til København, hvor der blev holdt en storstilet mindehøjtidelighed i Idrætshuset.

Hans urne er begravet i skoven ved Jenle, men jeg fik ikke taget et ordentligt billede af gravpladsen, som var meget mørk. - Fra graven gik vi en tur ned til fjorden og tilbage igen ad en anden sti, hvor der for nogle år siden blev opstillet en stor statue af ham.

Jeppe Aakjær
Et andet sted på det smukke naturområde findes denne buste af digteren.

Jeppe Aakjær
Jeg har her på bloggen skrevet en del tekst om vores besøg på JENLE, og desværre er der ikke så mange billeder, da vi ikke måtte fotografere i mindestuerne. - Besøget forstærkede det indtryk, jeg i forvejen havde af Aakjær som en forfatter, der brugte sin skarpe pen til at tale fattigmands sag. En forfatter der også var frontkæmper for den danske natur. Han var dybt modstander af Hedeselskabets reguleringer af landskabet.

Skive
Efter besøget på Jenle var det tid til at spise vores medbragte frokost på Skive Lystbådehavn, og der skulle også shoppes lidt på gågaden i den hyggelige by. -Vi kom forbi dette smukke hus med et springvand foran, som desværre holdt pause, mens vi var der.

Jeg tror det er et gammelt Toldkammer
Der var musik på Rådhuspladsen af en Kim Larsen "look alike" musiker, som sang "Kvinde min" og alle de andre numre, så man næsten troede det var Larsen selv, der var kommet til Skive.

Skibonitterne hygger sig på Rådhuspladsen
 Folk var i glad sommerstemning, og der var gang i salget af den lokale Hancock øl, som vi godt kan anbefale.

Der er gang i ølhanerne
Dette er slut på Limfjordsbilleder Dag 3. - På Dag 4 går turen til Mors, hvor vores lille sommertur ved Limfjorden slutter.

På bloggen kan du indtaste din mailadresse, så vil du automatisk få besked, når jeg bringer nye billeder og historier.

Follow on Bloglovin

Ingen kommentarer:

Send en kommentar