Always chasing light

Always chasing light

lørdag den 20. juli 2013

Limfjordsbilleder - Dag 1.


Vi har længe ønsket at besøge øen Fur i Limfjorden, og i mandags tog vi en impulsiv beslutning om at tage på en tre dages tur til Fur og Mors. Det viste sig, at der var så meget at se, så det blev til fire dage i de smukke landskaber ved Limfjorden.

Tidligt tirsdag morgen kørte vi fra Frederikshavn over Brønderslev, Vildmosen, Hvalpsund, Sundsøre til vores Danhostel i Roslev mellem Skive og Nykøbing Mors. - Første fotostop var ved de særprægede kystskrænter ved Ertebølle
Skrænterne ved Ertebølle

Efter vi havde tjekket ind på vores logi, så kørte vi en tur til Glyngøre, som blandt andet er kendt for sine gode sild og skaldyr. - Da vi nærmede os byen holdt vi et lille fotostop.


På vej til Glyngøre

Glyngøre i baggrunden

På havnen spottede vi straks fyret, og da vi kom nærmere fik vi øje på en smuk statue af en kvinde, der står og kigger ud over Limfjorden.

Havfruen og Fyret
Jeg har prøvet at "google" Havfruen, dog uden at finde ud af hvem kunstneren er, og hvornår hun er opstillet. Jeg synes hun passer rigtig fint til stedet.

Havfruen på Glyngøre havn
Efter kamera skudene slukkede vi tørsten med en lokal Hancock øl på havnebistroen, som hedder "Kjøwenhavner Kokken". Det skulle vise sig, at vi kom til at spise vore aftensmåltider her de næste tre dage. Det var "value for money".

Næste stop var Nykøbing Mors, og da vi havde passeret Sallingsundbroen, kørte vi til havnen, hvor vi lukkede op for køletaskens lækkerier. Vi spiste en hyggelig frokost på den velorganiserede lystbådehavn. 

Havnen Nykøbing Mors
Lystbådehavnen i Nykøbing Mors
Efter den sene frokost gik vi på Turistbureauet for at få inspiration til den tur, vi havde planlagt at køre rundt på Mors to dage senere. - Vi vandrede også rundt i Nykøbings gader, hvor der var mange turister på denne varme eftermiddag. Det blev til et par billeder fra byens smukke Rådhusplads.

Rådhuset i Nykøbing Mors
Rådhuspladsen i Nykøbing Mors

Nu gik turen tilbage over broen til fastlandet og Glyngøre, hvor vi spiste vores aftensmad på havnebistroen. Vi skulle selvfølgelig have dampede Limfjordsmuslinger, hjemmelavede grovfritter, hvidløgsdip og et lækkert brød.

På dag 2 går vores ekspedition til øen Fur, som blandt andet er kendt for sine Molerskrænter og Fur Bryghus.





Follow on Bloglovin

søndag den 14. juli 2013

Åkander - Waterlilies

Fredagens sene eftermiddagstur gik til Tversted Søerne. - Efter vi havde spist vores medbragte mad gik vi langs søerne ud til Vesterhavet og tilbage igen. - Den ene sø var næsten dækket af åkander, men de var desværre ikke helt åbne, da der ikke var så meget sol, der trængte ned til dem, men jeg fik da et par skud på kortet.




Jeg fik også øje på et område med nogle få Dunhamre (Cattails) ude ved stranden. Da der var meget vind og bevægelse i det høje græs, så var det nødvendigt for mig at skyde med ISO 3200 for at opnå en tilstrækkelig hurtig lukkertid. (Exif: 200 mm, 1/2500 sec., f/8, ISO 3200). - Der kom dette lidt specielle billede ud af det.


Follow on Bloglovin

lørdag den 13. juli 2013

Stor redningsaktion på Tversted Strand

Sidst på eftermiddagen i går kørte vi en tur mod vestkysten, og da vi nærmede os Tversted, kunne vi høre konstant helikopter støj, og vi kunne se en helikopter stå næsten stille i luften. - Vi kørte mod stranden, og her var der et stort opbud af Politi, ambulance og andre redningskøretøjer.


Det viste sig, at det var to 15. årige piger og deres lillebror, som havde fået deres mor til at ringe 112, fordi de havde set en svømmer ret langt ude i vandet, og han forsvandt pludseligt. - Vi talte med pigerne og deres mor på stranden, og pigerne virkede meget sikre, og derfor havde myndighederne sat den helt store redningsaktion igang med helikopter og tre både, som afsøgte et stort område.





Vi blev på stranden i en times tid, og vi har senere læst i Nordjyske, at aktionen blev indstillet kl. 19.45 efter 2-3 timers intens eftersøgning af et 10 kvadratkilometer stort havområde. Man fandt ikke svømmeren, og ingen personer er meldt savnet, så man formoder, at han er kommet i land længere henne på kysten.


Vores konklusion var, at vi havde været vidne til en meget effektiv indsats fra myndighederne, og at det danske beredskab tilsyneladende virker, og at man tager en anmeldelse alvorligt, selv om det koster en formue at sætte en så stor redningsaktion igang.


Follow on Bloglovin

onsdag den 10. juli 2013

Mine billeder på nettet

Jeg har nok været lidt flagrende med hensyn til at dele mine billeder med andre på nettet. - Jeg begyndte at tage digitale billeder i 2005, og i en lang årrække har jeg lagt billeder op på den amerikanske site:
BetterPhoto.com, hvor du kan se flere hundrede af mine billeder. - Alt har sin tid, og jeg synes ikke mere, at BetterPhoto.com er den bedste mulighed for mig.

Jeg har nu valgt 500px.com som mit hjemsted, da jeg her får rigtig god inspiration af andre fotografer fra hele verden. Du kan se mine billeder på:
jensen-photo.dk eller på http://500px.com/JorgenJensen

Du kan også se en del af mine billeder på min facebook profil.

Her er et par eksempler på mine sidste billeder:

Søde svaneunger fotograferet ved søen på Knivholt Hovedgaard ved Frederikshavn

Solnedgang på Kandestederne Strand  ved Skagen, hvor det er tilladt at køre bil på stranden.

Ung deltager i DM for bygarder, der blev afholdt i Frederikshavn i sidste weekend. - Der deltog 32 orkestre fra hele landet.


Follow on Bloglovin

Velkommen til min blog

Her vil jeg fremover vise nogle af mine billeder, og hvad der rører sig i min fotoverden. - Det kan være de omstændigheder billedet er taget under, mine tanker om motivet og måske nogle tekniske detaljer. Det kan også være links til nogle af de fede ting, jeg har læst om foto.

Jeg er ikke den store Photoshop narkoman, men jeg klarer mig. - Jeg går mere op i motivet, kompositionen, lyset og de skønne øjeblikke, der opstår, når man har følelsen af at have fået et godt billede på sit memory card. - Jeg sætter også stor pris på det sociale samvær med andre fotografer, når vi sammen tager på fototur i vores dejlige nordjyske natur.

Jeg vil starte med et par billeder fra en dejlig fototur den 30. maj 2013 til Hirsholmene, som er en øgruppe, der ligger nogle få sømil nordøst for Frederikshavn.

Kan du komme væk fotograf
Hirsholmene
Jeg passer på mine unger i reden
Billederne er taget med mit Nikon D7000 med objektiv Nikor 18-200 mm.

Du kan læse mere om Hirsholmene på dette link 

Follow on Bloglovin